Forældreansvarslovens § 11

Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, træffes der afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Dette gælder dog ikke i sager omfattet af § 4 a.

Forældreansvarslovens § 4a

Er en part idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven for incest, jf. § 210 i straffeloven, en seksualforbrydelse, jf. 24. kapitel i straffeloven, dog undtaget overtrædelser omfattet af § 228 i straffeloven, manddrab, jf. § 237 i straffeloven, grov vold, jf. §§ 245 og 246 i straffeloven, omskæring af kvinder, jf. § 245 a i straffeloven, eller menneskehandel, jf. § 262 a i straffeloven, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse om følgende:

1)At parten har forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15, stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28.

2)At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1, eller § 26.

3)At barnet har samvær eller anden kontakt med parten efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.

Stk. 2.Familieretshuset kan, hvis der foreligger mistanke om, at en part er idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven for kriminalitet omfattet af stk. 1, indhente oplysninger herom fra Det Centrale Kriminalregister.

Forældreansvarslovens § 1

I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.

TFA2025.95

M udrejste i 2023 uden F's samtykke med fællesbørnene B1 og B2 til et asiatisk land. F rejste et par gange dertil, og i 2024 tog han efter aftale B1 med tilbage til Danmark. Han havde rejst sag i bl.a. Familieretshuset og var midlertidigt tillagtforældremyndighedenover begge børn. M, der var indkaldt til at møde via videolink fra den danske ambassade, gav ikke møde for familieretten. Familieretten fandt, under hensyn til at M var udrejst med børnene uden F's samtykke, at der var konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke ville kunne samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, og ophævede den fællesforældremyndighed. Familieretten fandt det bevist, at F var den forælder, der bedst kunne støtte B1 fremover, ligesom han var den, der bedst kunne støtte B1’s fortsatte kontakt med M. Familieretten fandt det derfor bedst for B1, at F fik den fuldeforældremyndighedover ham. Familieretten fandt derimod, at M måtte anses for at være B2's primære omsorgsperson, og at det på baggrund af oplysningerne om den sparsomme kontakt, der havde været over Facetime, ikke kunne lægges til grund, at B2 ville være tryg ved at blive udleveret til sin far. Hertil kom, at B2 ikke talte det sprog, F talte. Uanset det forhold at M var udrejst af Danmark med B2 uden tilladelse fra F, fandt familieretten det herefter ikke godtgjort, at det ville være bedst for B2, at F blev tillagt eneforældremyndigheden over hende. F påstod for landsretten, atforældremyndighedenover B2 også skulle tillægges ham. M påstod stadfæstelse. Landsretten lagde efter sagens oplysninger til grund, at det ville være forbundet med vanskeligheder for B2, hvis hun nu skulle flytte fra sin mor og bo i Danmark hos sin far. Heroverfor stod imidlertid, at det efter det oplyste, jf. ogsåretsplejelovens § 344, stk. 2, jf.§ 449 b, stk. 1, måtte lægges til grund, at M ikke havde udvist nogen interesse for sin søn, efter at han flyttede tilbage til Danmark, og at M og/eller hendes stedmor i vidt omfang havde afskåret F fra at have kontakt med B2. Landsretten bemærkede endvidere, at M hverken i familieretten eller landsretten havde givet møde på en dansk repræsentation, og at M ikke havde forsøgt at få sine rejseudgifter dækket som led i bevillingen af fri proces. M var heller ikke på anden vis fremkommet med oplysninger om B2’s aktuelle tilstand, idet der herved kunne ses bort fra en maskinoversat sms til hendes advokat dagen før hovedforhandlingen i landsretten. Efter det af F oplyste og som følge af de manglende oplysninger fra M, fandt landsretten at måtte lægge til grund, at forholdene for B2 var bekymrende, og at hendes fremtidige forhold i øvrigt måtte antages at være forbundet med betydelig usikkerhed. Det måtte endvidere lægges til grund, at F var i stand til at varetage omsorgen for B2, hvis hun fremover skulle bo hos ham i Danmark, at F var den af forældrene, der bedst vil kunne sikre B2’s ret til begge sine forældre i form af samvær med den anden forælder, og at det i øvrigt ville være af stor betydning for B2 at vokse op sammen med sin bror, B1. På denne baggrund fandt landsretten efter en samlet vurdering, at det ville være bedst for B2, herunder henset til hensynet til hendes ret til begge forældre og til trivsel og beskyttelse, atforældremyndighedenover hende blev tillagt F.

TFA2025.92

M og F, der havde fællesforældremyndighedover B, født i 2016, ophævede samlivet i 2023, hvor B fik bopæl hos M. F anmodede kort efter samlivsophævelsen Familieretshuset om at fastsætte samvær, hvilket M modsatte sig. M angav, at F havde udsat hende for fysisk og psykisk vold og ville ikke efterkomme Familieretshusets og domstolenes afgørelser om samvær. Beskyldningerne mod F førte ikke til sigtelse af F. Under flere børnesamtaler tilkendegav B, at hun ikke ønskede at se F, ligesom B forklarede negativt om F. Efter udarbejdelse af en børnesagkyndig undersøgelse udtrykte psykologen bekymring for B's trivsel og udvikling og M's kompetencer til at støtte op om B's udvikling og om samvær med F. Familieretten ophævede den fællesforældremyndighedi anledning af M's grove samværschikane og bestemte, at F skulle haveforældremyndighedenalene, selv om Familieretten lagde til grund, at M aktuelt var B's primære omsorgsperson, og B aktuelt sås uden tilknytning til F. Landsretten stadfæstede familierettens afgørelse. Landsretten henviste til forældreansvarslovens § 4, stk. 2, hvorefter det ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal inddrages, om der har fundet samarbejdschikane sted, herunder forældrefremmedgørelse, som er kommet til udtryk ved barnets adfærd. Landsretten tiltrådte herefter, at M gennem en længere periode havde udøvet grov samværschikane. Landsretten anførte, at det må kræve et sikkert grundlag for at bestemme, at et barn, der altid har boet sammen med sin mor, i stedet skal bo sammen med sin far, som barnet i længere tid kun har haft en begrænset tilknytning til, også selv om det er moren, der bærer ansvaret for den begrænsede tilknytning (samværschikane), jf.U.2024.4556H. Det følger dog også af retspraksis, at det kan være nødvendigt at bestemme, at et barn skal have bopæl hos sin far i stedet for sin mor, jf. bl.a.U.2020.3854H. Landsretten bemærkede herefter, at B, der nu var 8 år, indtil hun var 6 år, havde boet sammen med både M og F, at hun efter forældrenes samlivsophævelse kun i meget begrænset omfang havde haft samvær med F, og at hun havde givet udtryk for modvilje mod dette samvær. Landsretten lagde til grund, at M bar en stor del af ansvaret for denne modvilje. Landsretten henviste endvidere til den børnesagkyndiges bekymring for M's forældrekompetencer og evne til at imødekomme B's udviklingsbehov. Landsretten tiltrådte herefter, at det var bedst for B, at den fællesforældremyndighed blev ophævet, og forældremyndigheden blev tillagt F alene. B fik endvidere samvær med M.

TFA2025.69

F og M, der havde to børn på 3 og 5 år, blev efter ophævelse af deres samliv enige om en 7/7-samværsordning for børnene i Familieretshuset. Efter at Familieretshuset i april 2024 havde afslået M's anmodning om at få midlertidig bopæl over børnene i Polen, hvor hun er statsborger, udrejste hun i maj 2024 med børnene til Polen uden F's accept, og der blev herefter forgæves etableret forsøg på at få udleveret børnene til samvær med F. Der verserede en sag mellem parterne om international børnebortførelse i medfør af Haagerkonventionen fra 1980. F påstod under en sag anlagt ved de danske domstole, hvor der var internationalt værneting, jf. retsplejelovens § 448, stk. 1, nr. 2, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves, at han skulle have forældremyndigheden alene, og at der for tiden ikke skulle fastsættes samvær mellem børnene og M. Både familieretten og landsretten gav F medhold. Landsretten tiltrådte således, at den fælles forældremyndighed var blevet ophævet, og fandt, at begge forældre var egnede til at udøveforældremyndigheden. Landsretten lagde til grund, at F's manglende samvær med børnene efter M's udrejse til Polen med dem i det væsentligste måtte henføres til hendes handlinger og negative indstilling til F. Det måtte også indgå i vurderingen af, hvem af forældrene der skulle have forældremyndigheden alene, at børnene havde en meget stærk tilknytning til M og så hende som deres vigtigste person, og at deres bånd til F var blevet betydeligt svækket på grund af adskillelsen, den manglende kontakt og forældrenes konflikt, ligesom det måtte indgå, at børnenes reaktioner på forsøgene på at etablere samvær havde været negative, og at det ældste barn havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede at se sin far. På baggrund af børnenes alder og indholdet af en udtalelse foretaget af børnesagkyndige under børnebortførelsessagen i Polen fandt landsretten imidlertid, at M's holdning over for F måtte anses for styrende for børnenes holdning og reaktioner over for F. Efter en samlet vurdering, herunder ud fra et fremtidsorienteret perspektiv, fandt landsretten herefter, at F havde den bedste evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre kontakten til den anden forælder. Familieretten havde bestemt, at der ikke for tiden skulle fastsættes samvær mellem børnene og M. Dette spørgsmål skulle landsretten efter M's påstand ikke tage stilling til.